Stand-up Erhvervspsykologi: ”Organisationspsykologi – en forskel der gør en forskel?”

 

 

 

Vi havde et brag af et stand-up arrangement i København tirsdag d. 3. maj, da Jan Kristensen og Sune Bjørn Larsen lagde op til debat omkring hvilken forskel organisationspsykologers tiltag gør i organisationens hverdag. Er tiltagene blot en forskel fra hverdagen som en form for underholdning eller medarbejderpleje? Eller kan tiltagene også gøre en forskel i hverdagen, sådan at hverdagens praksis rent faktisk ændres i positiv retning?

Jan og Sune lagde ud med at slagte nogle af erhvervspsykologiens hellige køer, og fremlagde følgende provokerende påstande, som vejen til succes som organisationspsykolog:

- Fedt dig ind i organisationen og ned i ledelsens lomme

- Lad være at involvere og drop seminarer

- Forstyr først formen, dernæst indholdet

Ud fra forskellige cases fra deres virke som organisationspsykologer illustrerede oplægsholderne, hvordan de mente, at man opnår den største effekt med de tiltag, man foretager. Særligt seminar-formen blev her ”slagtet”, idet Jan og Sune mente, det er vigtigt at ”normalisere” de tiltag der bliver lavet og f.eks. indføre dem som en møderække i stedet. Myten om at alle skal involveres i en proces, for at skabe ejerskab for tiltaget fik også ”det glatte lag”. Sune Bjørn Larsen og Jan Kristensen argumenterede for, at mange organisationsmedlemmer ikke nødvendigvis er interesserede i at blive involveret i det, som er lederens arbejde – nemlig at tage de overordnede beslutninger.

Efter oplægget var der debat blandt deltagerne og oplægsholderne, hvor mange temaer kom op at vende. Her i blandt psykologens evne til at demontere de psykologiske, teorier, som lederne er optagede af. Hvordan man kan måle effekten af et tiltag. Om psykologen gør den største forskel, når han/hun gør sig ”usynlig” i processen? At det som psykolog er vigtigt at støtte ledere i helt basale lederfærdigheder som uddelegering og planlægning af strategi og mål.

Efter den formelle del af arrangementet var ovre, var det tid til den mere uformelle del af programmet med hygge, snak og networking mellem deltagerne over en sandwich og et glas vin.

Sune Bjørn Larsen er organisationspsykolog ansat i Høje-Taastrup kommune. Hans primære arbejdsfelt er supervision og organisationsudvikling og han arbejder ud fra et socialkonstruktionistisk grundlag.

Jan Kristensen er organisationspsykolog og HR Partner i Novo Nordisk A/S. Hans primære arbejdsfelt er sparring med den øverste ledelse for 6 fabrikker i 4 lande og udvikling samt implementering af større organisationsudviklingstiltag i disse fabrikker.

På selskabets vegne, tak til oplægsholdere og deltagere for et vellykket og inspirerende arrangement!

Line Halborg

Kasserer i OS